238 / 646
Kastellet Frederikshavn som Fængsel.
229
sagde højt og tydeligt til alle, at han døde uskyldig i
den Brøde, man have sigtet ham for, han havde aldrig
haft ondt i Sinde mod Konge og Fædreland, de, som
havde villet paabyrde ham dette, vilde komme til selv at
forsvare det. Natmanden tog nu hans Vaaben, sønderbrød
det mod Jorden og traadte paa det, idet han sagde, at
den dømte var nedstødt fra sin Ære og ikke mere skulde
føre Navnet Griffenfeld, men Schumacher som tilforn.
Præsterne trøstede ham. Bøddelkonen lod ham nu gen
nem Magister Mikkel spørge, om han vilde have bundet
for Øjnene, men han svarede kort og bestemt: Nej! Heller
ikke vilde han have, at nogen ellers skulde røre ved
ham. Han tog nu Parykken af og gav den til en hos-
staaende Underofficer, sagde til Natmanden, at han skulde
slaa dristig til, naar han tog Hænderne fra hinanden, og
knælede ned paa Tæppet. Han bad derpaa en Stund med
foldede Hænder, skilte dem saa ad og holdt Hovedet stift
i Vejret, som det var nødvendigt ved Halshugning med
Sværd. Natmanden løftede Sværdet, og først nu raabte
Generaladjutanten: Holdt, der er Pardon! Den ulykkelige
Mand søgte forgæves at rejse sig, Præsterne maatte gribe
ham under Armene og løfte ham op. Han stammede
nogle usammenhængende Ord: Nu havde han været rede
til at dø! Gud tilgive dem, der nu kaldte ham tilbage!
Han takkede Kongen for denne Naade! Da han havde
samlet sine Tanker, meddelte Schack ham, at han var
benaadet med evigt Fængsel. Schumacher spurgte, om
han maatte give ham Haanden, hvorpaa Generaladju
tanten svarede med at modtage den og tale beroligende
til ham. Schumacher bad ham udvirke, at han kunde
blive Soldat og gaa med i Krigen, hvortil Schack sva
rede, at han maatte give sig tilfreds »det fik at være
som Gud og Kongen vilde«. Natmanden kastede Stump
erne af det grevelige Vaaben i Kisten.«
Dagen efter dette gribende Optrin blev Griffenfeld