Smaastvkker.
611
det an, at en og samme Monark bliver Enehersker i
hele Norden?
Hvis d e t bliver Tilfældet, har England saa ikke
Grund til at frygte for de samme Ulæmper, som man
følte, da de tre Kongeriger kun havde én Konge?
Sidst i Februar opkaster »A true Englishman«
Spørgsmaalet om England ikke lige saa godt burde
hjælpe Svenskerne som Hollænderne de Danske. Han
opregner alle de mange Nationer, der er allierede mod
Sverig, og siger hl. a . : »Er der mon nogen Ven, som
England kan stole paa, naar Sverig er gaaet tabt?«
Det er ét Tegn blandt flere paa, at svenske Agenter
har søgt at faa aktiv Hjælp fra engelsk Side.
Begge Parter ha r øjensynlig — ligesom Danmark
og Slesvigholstenerne i 1848—64 — søgt at faa den en
gelske Offentlighed i Tale og deres Sag frem for det en
gelske Forum.
F ra svensk Side mødte man med en længere Rede
gørelse, trykt i London: »En sandfærdig Relation om
de Grunde, der nødte Hans svenske Majestæt til at fort
sætte Krigen med Danmark«.
I denne Anledning affatter »en upartisk Haand« i
Hamborg en Skrivelse til en Ven i London, »hvorved
de forskellige Fejl og alvorlige Beskyldninger, den
svenske Relation indeholder, lægges aabne og trykkes
til Satisfaktion for saadanne, som maatte ønske at er
holde rigtige Oplysninger«.
Tillige findes der en trykt Kopi af Frederik den
tredjes Brev af 8. August 1658 til hans Gesandt i Lon
don, Simon de Petkum, om øjeblikkelig at anmode Pro
tektoren om Hjælp.
I den omtalte tyske Piece forekommer der ogsaa
nogle Breve fra det belejrede København. Det hedder
deri bl. a . : »Vi lever endnu indesluttede af Svenskerne,
der daglig øver sig paa at bringe os »eine Mascarade«,
. . . og har nu paa 25. Uge haft Sværdet ved Siden
Dag og Nat . . . Selv om nogle Viktualier er bievne
knappe og dyre, saa ha r vi Gudskelov endnu liden
Mangel paa Smør, Kød, Brænde, 04 og Brød, og til
Tider faar vi os ogsaa en god Dyresteg og Harer. Det
skorter os heller ikke paa god rhinsk, spansk og anden
Slags Vin, saa lidt som paa Rostokker 01.«