198 / 219
p
end de løsgives af deres Lære og blive Svende« skulle vise, at de i
læreårene »nogenlunde skikkelig« havde lært professionen.44 De
skulle altså udføre et svendestykke. Hvad det skulle bestå i, af
gjorde lauget selv. Ved laugssamlingen den 30. september 1762
oplæstes plakaten,45 og man besluttede, »at Drengene, naar de
saadant Prøve-Stykke skal forfærdige skal Handskerne, som de skal
giøre, være et Par Allund Fruentimmer-Handsker syed med Silke,
og Skindet som hand skal berede skal være et hvidt alluned
Skind«.
A f og til blussede den gamle strid mellem pelsnere og handske
magere op igen. I i82o’rne hævdede handskemagerne, hvis me
sterstykke som nævnt bestod i at forfærdige et par handsker, at de
også havde ret til at lave pelse, mens pelsnerne hævdede, at kun
de måtte befatte sig med dette arbejde. Sagen blev overgivet til
magistraten, som forelagde den for kancelliet, og her resolverede
man, at de nuværende medlemmer af lauget måtte lave både
pelsner- og handskemagerarbejde, men det pålagdes oldermanden
at påse, at ingen i fremtiden fik borgerskab som både pelsner og
handskemager uden at have aflagt den fulde mesterprøve. I for
bindelse med denne sag indsendte oldermanden ansøgning om,
at mesterstykket måtte blive forandret, og ved kongeligt reskript
af 24. december 1823 bestemtes det, »at Mesterstykket i Handske-
magerlauget her i Staden for Fremtiden skal bestaae i at forfær
dige et Par laskede Handsker med stive Kraver som Cavalleriet
nu brager, og Svendestykke i bemeldte Laug i at forfærdige et par
Handsker med rand Søm . . ,«.46
I 1825 sYede mester Andreas Sjøberg de krævende kavalleri-
handsker og »offererede« dem til lauget, så man havde et mester
stykke af fremvise for svendene, når de skulle lave mesterstykke.47
Herefter opretholdtes skellet mellem pelsner og handskemager
helt til laugstidens slutning. For at blive anerkendt som både pels
P O U L S T R Ø M S T A D
196