196 / 219
P O U L S T R Ø M S T A D
uden at have lært pelsmageriet, skal man kun gøre handskerne.
Hermed var der sat et skel mellem pelsner og handskemager. Her
efter anføres det i protokollen udtrykkeligt ved hver ny mesters
optagelse i lauget, om han er pelsner eller handskemager eller begge
dele.
For at sikre, at så meget af forarbejdningen som muligt foregik
her i landet, udstedtes der forbud mod indførsel af handsker og
pelse, og for at kunne konfiskere eventuelt smuglergods bestemtes
det, at alle pelse og handsker, der var fremstillet her i landet, skulle
Stemples med mesterens eller laugets stempel. Ingen uden laugets
medlemmer måtte købe, sælge eller tilberede pelsværk af lamme
skind. Buntmagerne fik ret til at underfore »ringe Huer« med lam
meskind, ligesom pelsnere og handskemagere måtte bræmme deres
handsker med vildtskind som hidtil og selv berede det skind, de
havde brug for til handsker og pelse.
Feldberederne eller semsberederne, som i sidste halvdel af det
1 6. århundrede og begyndelsen af det 17. århundrede stod i laug
sammen med remsnidere og pungmagere, hører man i lang tid
intet til. De nævnes ikke i laugets protokol efter 1635. Det st^r
muligvis i forbindelse med, at der i begyndelsen af dette år udsted
tes privilegier for garverne i København, men meget tyder på, at
feldberederne ikke stod i laug i tiden 1635-86. Den 6. marts 1686
fik de deres egne laugsartikler,38 og hermed fastsloges, at semsbered-
ning var deres håndværk. I bestemmelserne om deres mesterstykke
anføres, at de, når de havde beredt skindene, bl.a. skulle gøre to
par handsker af dem.
Hermed var bolden givet op til nye stridigheder. Pelsnerne og
handskemagerne klagede til stadighed over, at feldberederne gik
dem i næringen ved at fremstille handsker. Allerede i 1675 var der
blevet afsagt en dom,39 der fastslog, at såvel handskemagere som
feldberedere måtte berede skind med alun, men at feldberederne
x9 4