193 / 219
O M F A G G R Æ N S E R N E F O R S K I N D A R B E J D E R N E
konstrueret tolkning af seglene, idet der da skulle være fejl i begge
segl. Da ethvert laug vel kunne lade fremstille et segl med den
inskription, det ønskede, mens laugsskråeme derimod skulle be
segies af øvrigheden, må man tillægge laugsskråeme størst bevis
kraft. De er de sikreste vidnesbyrd om, at der på denne tid var dels
et remsnider- og pungmagerlaug, dels et buntmager- og skinder-
laug, hvilket yderligere bevises af de to ovenfor nævnte dokumenter
fra henholdsvis 1525 og 1542.
Efter midten af det 16. århundrede omfattede remsniderlauget
fem fag, idet feldberedere eller semsberedere var kommet til. Disse
fem håndværk fik den 24. maj 1623 fælles skrå.25 A f denne skrå
ses det, at pungmagere og handskemagere, som her nævnes for
første gang, regnes for et fag. Efterhånden glider pungmagerbeteg-
nelsen helt ud, og kun betegnelsen handskemager anvendes. I
laugets protokol fra årene 1622-35 nævnes remsnidere, sadelmage
re, feldberedere og handskemagere, mens pungmagere ikke næv
nes.26 Det hænger vel sammen med, at pungmagererhvervet sygner
hen, og pungmagerne efterhånden hovedsagelig laver handsker.
A f remsniderlaugets protokol, der spænder over årene 1622-83,
fremgår, at pungmagere og handskemagere ikke nævnes efter
1 655.27 Forklaringen herpå finder man i forskellige dokumenter
fra 1670. Den 23. marts 1670 indsendte to buntmagere, Boldewin
og Schwartz, en ansøgning til kongen med anmodning om, at
buntmagerne måtte få deres eget selvstændige laug.28 At der ikke
var almindelig enighed i lauget om dette, ses af et brev, som skin
derne og handskemagerne »som effter dend Gunstige Øffrigheeds
gode Anordning, er indsluttet vdj Lauget med Bundtmagerne«,
indsendte til borgmestre og råd.29 Handskemagerne synes således
en overgang at have stået i laug sammen med buntmagere og skin
dere. Modstanderne af en deling af lauget gør opmærksom på, at
buntmagerne og skinderne har været laugsbrødre sammen i over
191