207 / 219
F R A S T A D E N S O M E G N
til Husum hos Anders Kromand, hvor Alff solgte en mær, som
han havde med sig, til en mand i Herløv. Da Alff gik ud af kroen,
kom Peder straks efter ham, og de fulgtes på vejen ad København
til og kivedes om 20 skilling, som Peder havde lagt ud til øl, og
hvoraf han ville have halvparten igen. De kunne ikke enes om
det; det var mørkt, så de ikke kunne vel se at finde porten for
København. De hørte nu klokken slå, og da det syntes dem at
være på den højre hånd, gik de derhen ad og kom ind på Lade
gårdsmarken mod Valby Bjerg, og som de atter kivedes, skal Alff
have draget sin pampert mod Peder uden at gøre ham skade.
Peder veg til side og fandt en sten, som han slyngede i hovedet
på Alff, så denne styrtede til jorden. Derpå uddrog Peder sin
egen kårde og stak Alff i brystet, så han ikke kom fra stedet, men
blev siddende på det ene lår og støttede sig mod jorden med den
ene arm. Da han således havde såret og gjort Alff sin bane, greb
han til lommen og ville tage penge af den fra Alff. Men denne
havde endnu så megen styrke, at han holdt sine hænder på lom
men og ikke ville lade ham tage pengene. Dog havde han ikke den
kraft at stå Peder imod, så denne tog pengene op af hans lomme
- de var bundet i en klud, og der var ca. 40 dl. Peder blev spurgt
om, hvor ofte han martrede og slog den døde i hovedet. Han
kunne, sagde han, kun huske, at han slog den ene gang, så Alff
faldt til jorden, hvorpå han tog hans penge og lod ham blive på
stedet. Derfra begav han sig til København, hvor han måtte vente
uden for porten, til denne blev lukket op. Mandag morgen gik
han ind til en skrædder, hvor hans søster tjente, og lå der om
natten til tirsdag. Siden var han kommet til Varberg og havde
fortrudt sin gerning - til han nu gjorde sin bekendelse. Man havde
håbet, at de 16 »fattige og enfoldige nævninge« kunne blive for
skånet for videre møje i den sag, bl.a. med at have besvær og
udgift til en rejse til Landstinget i Ringsted. Men det slap de ikke
205