18 / 99
7
o g dermed denne Planform vistnok for første Gang anvendt i Praksis.
Naar man med Forkærlighed i denne Periode anvendte Mangekanten,
laa det i dens fortifikatoriske Fortrin. Nederlandenes specielle Bidrag
til Christianshavns Planform er Kanalmotivet, der stempler Byen som
vordende Handels- og Søfartsstad.
Indvaanerne kunde bekvemt
have deres Skibe liggende, ligeudfor deres Dør mod Strand
gade eller mod Overgade neden Vandet. Over Gaard eller Have
kunde Varerne føres til Lagerrum og Pakhuse ud mod den fælles Bag
gade, Kongensgade, nu Wildersgade, hvorfra de igen let kunde be
sørges videre til Kunderne ude i Byen. En ganske lignende Ordning
findes i de ældste Kvarterer i Amsterdam.
De enkelte Grunde — aflange, dybe — havde en betydelig Stør
relse, næsten alle 48 X 96 Al.
Alle disse Forhold — ligefra Planen i dens Helhed til de enkelte
Grundes Form og Omfang — maatte faa en meget væsentlig Ind
flydelse paa den Arkitektur, der i de kommende Tider skulde skyde
op — saa at sige af Havet selv. En Bebyggelsesplan er for Arkitek
turen, hvad Landskabsformen er for selve Landskabet. Christians
havn var fra første Færd bestemt til at blive en roligtvirkende, lidt
monoton By . Den var ligeledes forudbestemt til at rumme store
Købmandsgaarde med dybe Baggaarde og rigelig Lagerplads.
Et var imidlertid at lave Generalplan og — paa Papiret — af
tegne Grunde, og afhænde dem. Noget helt andet var at faa disse
Grunde opfyldt o g Huse byggede. De nye Ejere skulde sikkert i
de allerfleste Tilfælde selv lade deres Grunde opfylde og indhegne,
o g de forpligtede sig til »paa samme Plads og Grund at lade op
b y g g e og sætte god Købstadbygning og den siden ved Magt og Lige
holde«. Men det trak ud, inden der kunde tales om en By. Gang
paa Gang maa Kongen gribe ind. Han maner, truer — og lokker med
Privilegier. Allerede 1619 gaves Skøde paa Grunde, Købstadrettig
heder og de 12 Aars Frihed for borgerlig Tynge. 1624 fik Borgmestei
og Raad et skarpt Tilhold om at paase at Grundejerne »nu straks,
enhver for sig, som Formue haver, deres Pladser begynde at b ygge « .
Gør de det alligevel ikke, skal Grunden fratages dem udenvidere.
Men — som det hedder — det er Kongens faste Vilje, »at vi, næst
Guds Hjælp, med forderligst samme B y naadigst gerne se at vorde
bygt«.