175 / 276
Du mécl Rosenkjæder bulder
Broderfolk til Enighed.
Ak! hvi morkner Vemod Glæder?
Hjertet tænker
B e r n s t o r f f s
Navn,
Visdom sorger, Folket græder
Ved hans Savn.
H a n e r ej m e r !
Saa fla g e Danmarks S letter,
Saa lyder Vemods Rost blandt Norges Fjelde,
Den Æ d le , som har værnet Nordens Fred ,
Han er ej mer! —
K lo g , men retfærdig,
Urort a f Trædskheds Sm iger,
V ed Overvældens T ru sel uden F ryg t,
Stod han , en trofast Ven
A f Konge, Fædreland , og Mennesket.
( 164 )