178 / 276
•/
E
f t e r
t a l e n
.
Haab! din Himmelstemme lyder
r
Smerten dulmer ved din Rost,
Dine glade Straaler bryder
Mulmet i det bange Bryst.
Mildt du letter Slavens Rjædey
Venlig torrer Armods Graad;
Du forjætter evig Glæde
For hver ædel Id og Daad.
O Visdoms Yngling! brænder ej dit Hjerte
Ved
B
e r n s t o r f f s
Grav?
O! folg lians L iv , og haab hans Dod!
Er det ej H e ld ,
Med mandig Ro at hore Bodens Rost,
Og frejdigt folge den med Himlens Haab?
Er det ej stort,
At være Jordens Savn ,
Og blot at have vakt erkjendtlig TaareP
( »67 )
j
i