184 / 276
et stedse savn et ¡¡Tab, — vor Ven er doel,
Belvisse, Fredens S tyrer, vor Velgjorer.”
Din Sorg er Heltens lig, Ved Landets Noel,
naar Fiender tvang det og Tyranner bod, —
gjenmæler Oldingen, — saa kan du klage,
endskjondt vi leve i Kong Frodes Dage.
Det var Belvisses store, sjeldne Daad,
at sammenholde Fredens svage Traad ;
o aldricr briste den! vor ædle Frode
O
beholde stedse Navn af Fredegode!
Som Dannemand han hylded’ Kongepligt,
at gjore Folket ædelt frit og rigt;
han jævned’ Banen, som det nu betræder,
hvorpaa det iler frem til Værd og Hæder.
Gid ej til Ladheds Blund det slumre in d !
0 Landsmænd! for den Ros, som Dyd be~
trygger,
1 aldrig hylde Letsinds tomme Skygger!
foragter den, thi den er Slavesind.
( 173 )