112 / 130
anstrænger sig en lille Smule for at finde ud deraf. Og
den, der har Lejlighed til at lære et af de gode gamle,
ogsaa i det Indre, velbevarede Huse at kende, vil tit
og mange Gange kunne glæde sig over en klar, over
skuelig Plan, over Stuer, der ligger smukt for hinanden,
saa to, tre eller flere danner en Enhed i Helheden, om
deres gode Proportioner og tit smagfulde Enkeltheder.
Eet Rum var der altid, man i 18. Aarh. især kælede
for. Det var den trefags „Sal“ i Beletagen, der ogsaa
i Husenes Ydre plejer at give sig tydeligt og smukt
til Kende.
Men vi vender tilbage til Gaden og det gamle Hus
dér, der kalder paa vor Opmærksomhed. Yi oplever
det, indprænter os dets stilfærdige eller muntre Tale,
glæder os over, hvor smukt det er i sin Egenart. Vort
Blik glider maaske videre til Nabohusene, til den hele
Husrække, ja ser det maaske pludselig i Relation til
den hele Gade, og da kan vi maaske synes, at det
passer kun daarligt til sine Omgivelser, de nyere,
maaske helt moderne Huse af alle Slags, der kan staa
og ligesom nedstirre deres agtværdige, aldrende Kol
lega paa en egen uforskammet Maade. Der er jo dem,
der mener, at et saadant fremmedartet Inventar fra
gamle Dage er kun lidet eller intet værd, fordi det ikke
harmonerer med Gadehelheden, der forøvrigt ikke be
høver at være særlig smuk eller særlig helhedspræget.
Denne afhænger forøvrigt langt mere end af fælles Stil
præg i Gadens Huse af, hvorvidt de er
i samme Maal
eller saa nogenlunde i samme Maal. Det vil sige, at
Etagehøjderne i det Store og Hele er ens, at Tagene,
hvis de kan ses, er saa nogenlunde af samme Form og
Hældning. Og er dette ikke Tilfældet alligevel, falder
en meget væsentlig Anklage mod det gamle Hus bort.
110