32 / 130
De faa Borgerhuse, v i har tilbage fra Renaissancen,
minder os om en Tid, da København havde mange af
den Art Bygninger, hvis Kendemærke va r en vis Æ r
lighed i den Maade, hvorpaa de i deres Yd re bar til
Skue, hvordan de va r indrettede indvendig. Alene det,
at Vinduerne ikke altid sidder i Lod over hinanden og
at de kan have forskellig Bredde, afslører en intim
Overensstemmelse mellem Indre og Ydre , der virker
som Troværdighed, men forraader ringe Respekt for det
strænge italienske Ordensbegreb.
Ingen, der med Opmærksomhed betragter Køben
havns borgerlige Bygningskunst, vil undgaa at lægge
Mærke til en dybtgaaende Forskel i disse Renaissance-
huses hele arkitektoniske Fremtræden og saa den Maade
hvorpaa saa godt som alle Huse fra de to følgende Aar-
hundreder opfører sig. Der tænkes ikke her paa det deko
rative Apparat og de ornamentale Enkeltheder, der kan
være bragt i Anvendelse — det er i denne Sammenhæng
noget underordnet — men paa noget langt mere afgøren
de for det enkelte Hus’ almindelige K arak ter. Der sker
i Virkeligheden omkring Midten af 17 . Aarh. her til
Lands et Brud med tidligere Tiders Byggem aade; det
havde længe været forberedt, men blev først da til
Virkelighed.
Med de Huse — og andre Bygn inger — der blev op
ført i København efter c. 1660, er det italienske Re-
naissanceideal: Orden i Grundplan og Etageplaner og
Orden i Facaden, efterhaanden bleven almindelig aner
kendt som ret og rigtigt for al god Arkitektur. Ved Or
den forstod man en klar, let overskuelig Fordeling af
Værelser og Stuer, med naturlig og god Forbindelse
ved indvendige ligeløbende — „italienske“ — Trapper.
Symmetrisk Ligevægt — om muligt i Planer, men i al
Fald i Facader va r overalt tilstræbt og blev ofte naaet.
Det er først med Barokkens Optræden i Danmark,
samtidig med Enevældens Indførelse, de store italienske
30