34 / 130
Renaissancearkitekter, Brunnelleschi’ s og A lberti’ s T an
ker om en disciplineret Arkitektur naar hertil og be
gynder at sætte deres Præg paa Københavns Gader.
Først da er det, deres Synspunkter bliver anerkendt
ogsaa paa vore Breddegrader. De bliver endogsaa gæl
dende hele 18 . Aarhundrede igennem, og helt op til over
Midten af 19 . Aarhundrede, som de eneste følgevær
dige og rigtige. „Symm etri og Regu laritet“ i en B y g
nings Plan, dens hele Opbygning og i Facader bliver
faststaaende Regel og Rettesnor for al agtværdig B y g
ningskunst i hele to Hundrede Aar. Før Barokken
vandt Fodfæste, havde Ordensbegrebet i omkring hen
ved 100 Aar kæmpet en hidsig Kamp med det fra Go
tikken nedarvede opportunistiske Nyttebegreb — en
Kamp , der har sat sig mer eller mindre tydelige Spor
i Bygninger fra den „go tiske “ Renaissance, som man re t
telig kunde kalde vor hjemlige Renaissance — Byg-
ninger som Mathias Hansens Gaard og Mikkel Vibes
Gaard. Det, der sætter Skæl mellem dem og deres Lige
og den følgende tohundredaarige Periode og fremkalder
et Brud, er da en ny Arkitekturopfattelse, der bunder i
et helt andet Syn paa, hvad der er det egentlige i en
hver Bygn ing og først og fremmest bestemmer dens
Væsen: at Udformningen af Plan, Opbygning og F a
cader skal respektere Ordensbegrebet.
Det dekorativt-ornamentale er jo til syvende og sidst
kun, hvad der mer eller mindre prægnant giver Stuerne
indvendig og Huset udvendig individuel K a rak te r og
Stemning af den ene eller anden Art — mager eller
fyldig, stræng eller rig, mørk eller lys.
Der er al god Grund til at fastholde dette Forhold,
fordi der altfor ofte drives Afguderi med de dekorative
Stilarter, der i Virkeligheden er noget langt mere se
kundært end Fo lk i Almindelighed tror. Man skal der
for heller ikke tage dem altfor højtideligt. Det er ikke
dem, der er
afgørende.
Det, der er det egentlige i en
32