7 / 130
H
a s t i g t
iler v i gennem Gader, henover Pladser —
fra Arbejde til Arbejde, Pligt til Pligt. Paa stærkt
trafikerede Steder blot optagne af at holde vor Plads
paa Fortovet, klare os fri af Cycler, Biler og Barne
vogne. Hvem lægger mere Mærke til, hvilken Gade han
gaar i, knapt nok, hvilken Plads han skraar hen over
— saa bundne er v i bievne af vore nærmeste Maal,
saa helt beslaglagte af det instinktmæssige Arbejde for
at redde vort bestandig truede kostbare L iv . Der er
ikke længer i den moderne Storstad Tale om at kunne
„filosofere“ paa Gaden — det klagede man allerede
over i det gamle Rom — men der er snart ikke længer
for den moderne Storstadsborger Mulighed for eller Op
lagthed til at bruge Øjnene — se og opfatte andet end
sine ligesaa fortravlede Medmennesker til Fods, til
Cycle, til B il og i Forbifarten fange et Glimt af Be tjen
ten med Stoppesignalet.
Det er lige netop muligt at opfatte et Gadebillede;
at opfatte Enkeltheder skal der næsten Held til. Man
maa i alt Fald helst være indstillet paa det.
Men paa Tider, hvor Færdselen stilnes — hen mod
Aften eller om Søndagen, og naar man kommer igen
nem de mere stilfærdige Gader, eller Ens Vej falder hen
over en rolig Plads, er Forholdet straks noget ændret.
Agtpaagivenheden overfor Færdselen slappes, Bev id st
heden begynder at vaagne, Hjærnens Tempo bliver
langsommere. Nok er man optaget af sit Eget, men
5