8 / 130
Modtagelighed for ydre Ind tryk kan dog gøre sig gæl
dende og Hensynet til de ustandselig mødende Menne
sker træder tilbage i anden Række, Færdselsrisikoen føles
mindre — og pludselig faar Storstadsmennesket Syn s
indtryk , snart af den ene, snart af den anden A r t: B a
nanvognens Gule, en Postkasses Røde, en skarptegnet
Skygges Sorte, en Stump Himmels B laa . E t barokt
Mandsydre, et smukt Pigeansigt kalder pludselig paa
Opmærksomheden — den Scene, hvor man selv er
blandt de Agerende — staar mærkeligt klart for B e
vidstheden — som en hel Oplevelse. Husenes ubevæ
gelige Række, det eneste Faste og Urokkelige i den
uafbrudte Gliden af Mennesker og Køretøjer af alle A r
ter, deres konstante Tavshed, ene mellem Ting og Væ
sener, der aldrig er lydløse, selvom de ikke ligefrem
larmer — alene Kontrastvirkningerne mellem Fast og
Flydende, mellem Stilhed og Lyd , bliver en Mærkelig
hed, der interesserer. Husrækkernes uforanderlige S ta
bilitet paa en Scene, hvor ellers alt skifter og flytter
sig, kan, uden at man tænker nærmere derover, virke
helt beroligende og give Tryghedsfornemmelse. Og in
den man ved et Ord deraf, kan det ske, at man be
gynder at fæste sig alvorligt ved disse Huse og Plus
rækker. Det er maaske kun ganske almindelige B y g
ninger, ingen store Arkitekturvæ rker med det Offici
elles Stempel, eller med Taarne og Spir. Der er maaske
endda ikke noget særligt ejendommeligt, malerisk eller
fantasivækkende i det, man ser.
Men en Forestillingsrække bliver alligevel sat i Gang.
Nok synes Husene rolige og ubevægelige — de faste
ydre Kulisser om Sceneriet. Men man opdager, at de
jo alligevel ikke virker som noget dødt, Husrækker
trækkes op i Enkelthuse, ældre, nyere og helt moderne
i Flæng, set i stadig stærkere Forkortning og Billedet
forvandler sig med hvert Skridt. E t enkelt Hus fanger
Ens B lik — maaske kun, fordi dets Facade er gulmalet
6