60 / 125
har sendt hende et Opsigelsesbrev. Hun saa sig pludselig berøvet en overmaade
spendabel Elsker og anede ikke, hvorledes hun - forvænt som hun var blevet -
skulde faa det til at løbe rundt. I den dyre Lejlighed paa Frederiksberggade kunde
hun i hvert Fald ikke blive. Den forlod hun straks og flyttede til Jean Cortaud paa
Kongens Nytorv i Nr. 8. Han havde haft en besøgt Vinstue paa Købmagcrgade,
men var nu flyttet til den fornemmere Plads og holdt her Restaurant, foruden at
han lejede Værelser ud. Jomfru Thielo har sikkert i Forvejen kendt Jean Cortaud.
I hans Hus døde hun den 5. Februar. Efter ganske kort Tids Sygdom. Hvilken?
Man talte i København om en heftig Feber. Mon den ikke kan være fremkaldt af
et mislykket, ubehændigt Fosterfordrivelsesforsøg. Hun har i sin Ensomhed og
Angst for Fremtiden ikke turdet imødese et Barn.
Den 28. Januar døde Baron Holberg. Han havde taget sig af Komediehusets
Affærer siden 1747, men aldrig opnaaet at blive populær blandt Aktører og Aktri-
cer: De ansaa ham for at være en sær og knurvorn gammel Mand. Meget større
Deltagelse baade paa Teatret og i Byen vakte det Rygte, der spredtes under Fore
stillingen Tirsdag Aften den 5. Februar: At Jomfru Thielo pludselig var død . . .
nej, det kunde ikke være sandt! Her havde hun jo staaet paa Scenen, ukuelig og
sund, endnu sidste Onsdag som Sophronia, Kongen af Polens Datter, i
L ivet en
Drøm.
Og Søndag Eftermiddag havde Københavnerne nikket til hendes friske Skøn
hed, mens hun, koket med en mægtig Skindmufle, spadserede i Norgesgaden. Hun,
Livslystens og den letfærdige Kærligheds Præstinde, hvad vilde Døden med hende ?
Man ilede fra Forestillingen over til Jean Cortaud’s Hus. Dørene stod aabne, Folk
strømmede ind. Dér laa hun paa sin Paradeseng, Rygtet havde talt sandt, Livet og
Farverne var slukte. Søkadetten Peter Schiønning besøgte Ligstuen to Dage senere.
Han fortæller i sin Dagbog, at hendes Skilderi stod ved Hovedet i fuld Corpus. Det
lo og lignede overmaade. Formodentlig drejede det sig om den norske Maler
Andreas Thomberg’s Portræt, som hun ikke selv kunde lide.
Berling’s Avis,
Kiøbenhavnske Danske Post Tidender,
skrev, at alle Elskere af Skue
spil beklage dette Dødsfald, og Poeterne have ikke sparet deres Pen. Nej, Køben
havn vrimlede af Sørgedigte . . .
E t yndig Blomster, som i ig Aarflorered,
Der daglig hos os hlev fornuftig admireret,
A f Ungdom, Deylighed, uskyldig Hiertelav,
Ved Dødens Orm i Dag blev lagt udi sin Grav!
46