73 / 125
Schiøtt, træt af at have givet en Lektion i Engelsk eller Fransk og uendelig kedet.
Nu trængte han alvorligt til en Hjertestyrkning. Her i Vinkælderen med dens Anelse
af Bærme og dens sure Duft af Sjatter følte han sig først fri, her ved et hvidskuret
Bord med Rande af Glas kunde hans Aand udfolde sig, her begyndte Hjernen at
slaa Gnister. Men selvfølgelig: Man maatte ha’ Penge til en Flaske Vin, mindst tre
Mark, eller i hvert Fald til en halv, og dermed kneb det jo. Værten, Vinhandler
Johan Jørgen Lund - han havde før 1771 drevet Forretning i Hyskenstræde - var
saamænd flink nok, ogsaa imødekommende, han gav ofte Kredit, men nu og da
vilde ogsaa han se Kontanter, og Svenden Poul Schouw var for ung og turde ikke
paa egen Haand »skrive«. En Dag afleverede Wessel til Poul Schouw følgende
Impromptu:
Hør du søde, rare Fyr,
Du , som altid er ved Muffen
,
Laan mig tvende Mark a f Skuffen!
Vinen den er her saa dyr,
Lund tre Mark jo r Flasken ta’er,
Og jeg kun den ene har.
Poul Schouw viste Digtet til sin Principal, og Johan Jørgen Lund tilbød en Fla
ske Vin gratis, hvis Wessel vilde skrive et Svar i Svendens Navn. Det gjorde han,
men formede det som et Afslag:
Søde rare Wessel, Fa’er,
Du som aldrig er ved Muffen,
Hvis jeg laante dig a f Skuffen,
Var jeg sandelig en Nar.
Drik som Du har Penge til,
Lund ei creditere vil.
Poul Schouw kom i Lære hos Lund 1768, og syv Aar senere gjorde han Svende
stykke. Wessel’s Impromptu til Vintappersvenden er altsaa antagelig først digtet
efter 1775. I Marts Maaned 1776 fik Digteren en Fistelskade i Kindbenet og maatte
holde Sengen i halvandet Aar, hvor han ikke kom i Vinkælderen. Derefter blev de
daglige Besøg genoptaget. Lund var ikke selv Ejer af Huset paa Løvstrædes Hjørne,
det tilhørte Regimentsfeltskær B. H. T. Schwanitz, og 1779 flyttede Lund til Hjør
net af Store Købmagergade og Skindergade. Stamgæsterne tog han med sig. Ogsaa
57