KapitlerAfKøbmagergadesHistorie

hvoraf de ni endnu var i Live. Pullen paa hendes store Kappe var foret med hvidt

Taft. Ved en bred Pibe, besat med svære Baand, sluttede den tæt ind om Ansigtet.

Den Atlask’es Kjole, altid syet i samme Facon, var enten lysegraa eller festlig rød

og heftet sammen paa Brystet med en eller anden kostbar Naal. Ved hendes Side

havde en lille sammenbøjet Skikkelse taget Plads. Hendes Teint var mærkelig smuk

og Udtrykket mildt. Det var »gamle Tante«, Enke efter Troels Lund i Helsingør.

Onkel Søren (Kierkegaard) var ved Familiesammenkomsterne kun til Stede tid

ligt paa Aftenen, paa det Tidspunkt, hvor han ellers plejede at se til Christian Lund.

Paa Børneballerne holdt de unge Kavalerer mere af at fægte med ham, deres erklæ

rede Yndling, end det morede dem at danse. Hos Christian Lund paa Købmager-

gade præsenterede Søren Kierkegaard i September 1840 sin Forlovede, Etatsraad

Olsen’s Datter Regine, for Slægten. Søren Kierkegaard satte Pris paa sin Svoger,

men Forstaaelse herskede ikke mellem dem. Henriette Lund fortæller: Mangen en

Gang allerede som Barn har jeg moret mig over de Disputer, der i al Godmodig

hed førtes mellem dem, og som næsten ufravigelig endte med, at Onkel Søren, idet

han vendte Hovedet helt bort fra sin Kontrapart og saa ud i det tomme Rum, med

Eftertryk paa hver Stavelse og et Ansigt, der rigtignok lyste af Satire, kun sagde de

fire Ord: - Det var som Satan!

Onkel Peter, Søren Kicrkegaard’s otte Aar ældre Brodér, Peter Christian Kier

kegaard, boede ifølge Vejviseren 1853 i Morbroderens Hus. Han var 1842 bleven

Præst i Pedersborg og Kindertofte ved Sorø og flyttet ind i Præstegaarden, der laa

over den lille Sø, og hvis Have endnu bar Spor af at have tilhørt en gammel Rid

derborg: Bakke op, Bakke ned gik den paa Resterne af middelalderlige Volde.

Pastor Kierkegaard tilbagclagde de første Aar Afstanden mellemPedersborg og Kø

benhavn med Hest og Vogn. Det var ikke hans Force at optræde som Kusk, thi han

maatte nu og da reise sig og bøje sig helt forover for at se paa Hestene gennem sin

Lorgnet. Og 1848 gav han Hestene til Hæren og afskaffede Køretøjet. I December

1849 blev han indvalgt i Landstinget som Repræsentant for Bondevennerne i

3. Kreds. Nu maatte han ofte opholde sig i Hovedstaden og flyttede derfor ind hos

Onkel Christian i hans rummelige Hjem. Rigsdagsmandatet beholdt han i tre Aar.

Han og Broderen - de to eneste, som Døden havde skaanet indenfor den Kicrke-

gaard’ske Familie - talte aldrig ud om Søren’s Kamp mod den officielle Kirke. Søren

vilde ikke. Ved Filosoffens Begravelse fra Frue Kirke den 19. November 1855

traadte - ifølge

Berlingske Tidendes

Referat - Sognepræst, Dr. P. Chr. Kierkegaard

fra Koret ned til Kisten og bad en Bøn, hvori han priste og takkede Herren for det