155 / 228
1 4 4
Den Sorgløshed, hvormed jeg havde mod
taget min Faders Budskab, var ikke egen for
mig; tværtimod deltes den af største Parten af
de glade Kjøbenhavnere, som lavede Vittigheder
over, at Farsoten netop var kommen i Terminen,
paa den „ulyksalige Ilte Juni“. Der var til en
vis Grad ogsaa noget, der talte til Gunst for
denne Sorgløshed, thi medens Koleraen med
frygtelig Voldsomhed havde hærget Europas
Hovedstæder, havde den aldrig lagt sin klamme
Haand paa det nordiske Athen, og da den
endelig naaede os i 1853, var den saa godt
som ophørt i hele det øvrige Europa. Man
vidste desuden af Erfaring, at visse Lokaliteter
vare uimodtagelige for denne Sygdom, og man
antog, at Saltholmskalken, hvorpaa København
hviler, trak den overliggende Jords skadelige
Dunster til sig og derved forhindrede Smitte;
man havde ganske glemt de store Pestepidemier,
som lige til 1711 havde hærget Byen paa det
frygteligste, og man levede i den glade Illusion,
at Kjøbenhavn var en renlig By, som havde
faaet Brolægning og hvor det var forbudt at
kaste Renovationen paa Gaderne. Man stolede
paa den velvise Magistrats faderlige Regimente,
og naar samme Magistrats ærværdige Medlemmer
stadigt i „Korsaren“ blev afbildede som sovende,
med Nathuen ned om Ørene, saae man heri kun