156 / 228
1 4 5
en skammelig Ondskab af Goldschmidt. At
Byen laa som et viljeløst Offer for Asiens for
færdeligste Sygdom, anede de færreste. Med
ægte kjøbenhavnsk Galgenhumor gjorde man sig
lystig over den indtrængende Fjende, og paa
Sangerindeknejperne sang man:
„Ja Herrerne især de er
Saa møiet store Helte;
Men under Vesten hver dog bæ’er
Et uldent Mavebælte.“
Paa lignende Maade havde man haanet de
Engelskes Bomber, inden de slog os om Ørene
i 1807; thi Kjøbenhavn har altid været en
vittig By!
Men som den laa dér i 1853, beskinnet af
Junisolens glødende Straaler, var den i sanitær
Henseende ret ussel, en kalket Grav, bestemt
til at modtage Tusinder af Lig inden Høstløvet
falmede. Naar man kjender vor Tids Kjøbenhavn,
med dets asfalterede Gader, underjordiske Kloa
ker og rene Kildevandsforsyning, gør det et
underligt Indtryk at se, hvorledes Kjøbenhavn
tog sig ud i en Periode, der endnu ikke er
halvhundrede Aar fjernet fra vor.
Lige indtil 1848 var Kjøbenhavn, trods dens
Hovedstadstitel, dog kun Danmarks største Pro
vinsby, lidende af alle de Mangler, der klæbe
V. Bergsee: Krigen og Koleraen.
10