144 / 233
Tove Stæhr
var et meget stort projekt. Som regel var det tøj fra fire uger, og
da vi jo var fem, blev det til en anselig mængde tøj, der skulle be
handles med omhu. Når selve kogevasken var overstået, så skulle
der skylles i mange hold vand i badekarret, og det var koldt
vand! I sidste hold vand kom en pose blånelse, som fik tøjet til at
se hvidt ud. Derefter skulle tøjet gennem vridemaskinen, som
blev drevet ved håndkraft. Og sluttelig skulle der trækkes lange
tøjsnore i gården ude i baghaven, så tøjet kunne tørre i fri luft.
Det var en fryd at gå ud og gemme ansigtet i de store duge og
lagner og mærke den rene duft. Når duge og sengelinned var
næsten tørt, skulle det lægges sammen til rulning. Det var mor
somt at være med til at trække de lange duge, lagner og dynebet
ræk i facon, inden de blev bragt op til rullekonen i Hillerødhus.
Næste dag var det strygedag, og den var lang, for alt blev
strøget, og det blev det med jern, som blev varmet på gassen. Der
var altid mindst to jern igang - ét under opvarmning og ét i brug.
Jeg gad vide, om vi egentlig skønnede nok på det kæmpearbej
de, mor havde udført, når vi kunne lægge hver sit tøj i kommo
derne og sluttelig, efter det store bad, gik i helt friske, duftende
senge. Badet stillede igen krav til far som fyrmester, for vandet til
de fem bade skulle jo også varmes i gruekedlen, og badekarret
var stort, så det var længe, der skulle holdes gang i ilden.
Nu, hvor jeg skriver om at fyre, kommer jeg i tanker om tænd
stikkerne -
vi
brugte Tordenskjold, men naboen, (hvis ostemad
var det bedste på denne jord!)
hun
brugte Lysglimt. Den æske be
tog mig meget, fordi der stod et digt på den. Jeg lærte digtet
udenad, så snart jeg kunne læse:
Lysglimt er Navnet på disse Stikker.
Bruger du Lysglimt, på ét er du sikker:
Lysglimt du bringer i mangt et Hjem
og lokker Lysglimt i Øjet frem.
Når så den lange, trættende dag var forbi, var det endnu mere
hyggeligt end til hverdag at høre far læse godnathistorie. Det var
meget ofte Dickens, vi blev »forlystet« med. Jeg husker tydeligt -
skønt jeg vel kun var 6-7 år - hvor jeg græd over Oliver Twist.
Men det med at græde, tror jeg, at både min tre år ældre søster og
142