Tove Stæhr
det hele organiseredes af et par lærere, som boede i kvarteret. Her
deltog min bror selvfølgelig også. Man blev sendt ud parvis og
havde et fast vagtskema. Det var meget betryggende at vide, at
der, selv uden politi, blev passet på vores kvarter. På en af disse af
tenvagter blev min bror og hans kammerat antastet af en tysk pat
rulje som spurgte, om de kendte en navngiven person i kvarteret.
Desværre havde vore gæve vagtfolk aldrig hørt om denne person!
Tyskerne fortsatte deres søgen, og den unge mand, som var en af
deres gamle skolekammerater, nåede at blive advaret og smutte
væk. Det var en dejlig aften for dem. Da følte de virkelig, at der
var en mening med deres patruljering - og med tilværelsen.
Der blev i krigsårene mange gange ændret på indretningen af
de godt 100 kvadratmeter, vi havde til rådighed i den mindste
hustype i Bakkehusene. Familien var jo efterhånden blevet til fem
individualister - jeg, som var den yngste, var blevet teenager
(som det hedder nu). Vi tre søskende havde mere behov for »pri
vatliv« end tidligere. Den første løsning blev, at spisestuen blev
indrettet som ungkarlehybel for min bror, som den ældste pode.
Hans forladte lille kammer på første sal, som oprindeligt var et
uisoleret pulterkammer, der af far var blevet beklædt med profil
brædder, var nu mit ungpigehummer. Min søster fik vores fælles
kammer for sig selv.
Det oprindelige soveværelse, som var et stort værelse med to
fags kvistvinduer mod begge haver, blev nu indrettet som kombi
neret spise- og opholdsstue med en hjemmefabrikeret dobbelt so
vesofa til far og mor. Det var en god løsning mht. vores behov for
deling af værelserne, men det var noget besværligt for en husmor,
at maden måtte bæres nede fra køkkenet op til 1. sal, så der var
det jo godt at være tre kvinder i familien til at hjælpes ad.
Senere havde far fået en ny idé til husindretning. Vi fik nu delt
det store værelse på 1. sal op i to, så vi igen fik mulighed for at
bruge spisestuen til dens oprindelige formål. Vi fik endda brudt
en del af væggen ned mellem de to stuer, så vi fik en stor vin
kelstue med kaminen, som var den vigtigste varmekilde, placeret
lige i vinklen mellem de to oprindelige stuer. I loftet var der ble
vet lavet en rist, så noget af varmen kunne ledes op i værelserne
ovenpå. Heroppe havde vi et par små brændeovne, som blev ta
get i brug i den allerkoldeste tid. Og kolde tider var der sandelig
148