172 / 233
Kai Tolstrup
og jeg overværede, at den kæmpestore, sølvgrå cigar, luftskibet
Graf Zeppelin samtidig passerede København. Siden blev det til
endnu mange herlige kampe, især med engelske klubber på be
søg, Huddersfield, Arsenal, Sheffield Wednesday og alle de andre
berømtheder.
Almindelige søndage spillede de store københavnske klubber
mod hinanden i Idrætsparken, KB, AB, Frem, B 1903 og B.93. Den
sidstnævnte klub var i perioder så dominerende, at den besatte 9
af landsholdets 11 pladser, kun suppleret af de to yderwings fra B
1903, Ernst Nilsson og Henry Hansen, kaldet »lillebror«. Hvis jeg
ikke havde de nødvendige 50 øre var der en fidus: Efter pausen
var vi en lille gruppe drenge, der stillede os op foran tælleappara
terne og så længselsfuldt ind i det forjættede land. Det hændte så,
at en rar kontrollør på et tidspunkt sagde: »Pst, smut så ind«, og
lod os slippe gratis ind, så vi kunne se den sidste halve time af
anden halvleg.
De helt store festdage var dog landskampene, især mod Sveri
ge hvert andet år - det andet år foregik det i Stockholm. Kampen
begyndte 13.30, men Idrætsparkens porte åbnede klokken 10. Al
lerede længe før stillede jeg op i køen for at være med i kapløbet
ned til pladserne lige foran rækværket, så man kunne være hel
dig at se »lillebror« skrue et hjørnespark indover mod fjendens
mål, ja måske endda røre ved ham, når han hentede bolden ud
til hjørneflaget. I timerne inden kampen var der underholdning
af hurtigmaleren, der skrev manende kampråb på store lærreder,
og man kunne følge ispindesælgernes behændighed, når de
prøvede at kaste en 25-øres op på bageste række. Glade skånin
ger delte øl og snaps med det danske publikum. Et militærorke
ster spillede, kongen kom og nationalsangene blev spillet. Og så
gik det løs under ulidelig spænding til den jublende sejr - eller
det ubærlige nederlag. Mærkeligt nok mindes jeg ingen uafgjorte
kampe!
Skolen
En vintermorgen i slutningen af 1920'erne. »I dag skal I have fedt
læderstøvler på«, sagde mor, da hun vækkede os. Så vidste vi, at
der skulle lidt ekstra tid til at snøre de lange støvleskafter, ærger
ligt, men fedtlæder var det eneste der kunne holde sjappet ude.
170