174 / 233
Kai Tolstrup
Tilbage til den kolde vintermorgen for 70 år siden. Skolebestyre
ren stod ved indgangen, gav hånd til alle og sludrede lidt med de
forældre, der fulgte de mindste. Han var meget høj, højere end
Christian den 10., og derfor ved samtale altid let foroverbøjet, op
mærksomt lyttende; man havde indtryk af, at det var særlig vig
tigt for ham at høre, hvad netop du havde at sige. I øvrigt var han
smuk, præget af sin islandske slægt, med store skarptskårne an
sigtstræk, lyseblå venlige øjne og et kraftigt bølget lysblondt hår.
De sjældne vredesanfald kunne ikke slette indtrykket af et usæd
vanligt menneske, åben og aktiv, en stor pædagogisk personlig
hed.
Morgensang i gymnastik- og festsalen, med ribber langs
væggene og midt for et stueharmonium. Her satte skolebestyre
ren sig, sammenfoldet som en lommekniv, knæene nåede næsten
op til noderne, og han meddelte hvilket nummer i den lille, sorte
»Salmebog for Skole og Hjem« vi skulle synge. Han måtte have
taget fejl af årstid og vejr: Nu titte til hinanden de favre blomster
små.
Op i klasserne, store lyse rum, i alt ti, fem parallelklasser, op
kaldt efter de forskellige farver de var malet i: Første gul, første
grøn, anden rød, anden blå, osv., sluttende med femte brun og
femte lilla. Hver klasse havde sit eget »våben«, dele af det gamle
danske rigsvåben, så på et eller andet tidspunkt måtte der blive
lejlighed til at tale om Slesvig eller Stormarn eller Grønland, Is
land eller Færøerne. Al udsmykning foretaget af skolebestyreren,
som både kunne male og skære i træ. Selv boede han på kvisten, i
»Valhal«, et eventyrligt sted med udskårne møbler og fantasiful
de souvenirs fra hans rejser jorden rundt. Det fik man mulighed
for at se, enten man havde udmærket sig og fået et sekstal med
streg under, høj hat og spadserestok, tegnet af skolebestyreren på
stedet, eller i den bedrøvelige anledning at man havde fået en
»anmærkning«, f.eks. »snakker i timen« eller »har atter glemt sit
penalhus«. Boligen havde et fag vinduer ud mod legepladsen, de
blev slået op på festdage, og skolebestyreren kaldte til samling på
sit tretonede signalhorn.
Første time indledtes altid med navneopråb fra den sorte proto
kol. Vi blev kaldt ved efternavn: Andersen, Bager, Bald, Bang,
Bundgaard, Christensen, Dirckinck-Holmfeldt, Frandsen, Grauer,
172