183 / 233
Østerbros herligheder
natsdrøm og hos Poul Martin Møller, ikke som i Adam Homo«.
Af en eller anden grund havde han aversion mod Paludan-Miil-
ler. I 3. G læste vi Platons dialog »Gorgias«, der handler om den
sofistiske taler og demagog. Det var utvivlsomt valgt, fordi Pla-
ton/Sokrates her gav rig mulighed for at diskutere tidens folke
forførere, Mussolini og Hitler; vi er i perioden 1936 til 1939.
Bundgård blev kaldt Pompejus, fordi han havde anlagt samme
pandehårsfrisure, som vi kendte fra portrætbusten af den store
romer på Ny Carlsberg Glyptotheket. Hans engagement begræn
sede sig ikke til det græske. Således instruerede han vores skole
komedie, Plautus' »Mostellaria«, som han selv oversatte. Kulisser
og kostumerne lavede vi selv, hjulpet af de piger fra Ingrid
Jespersens skole, der spillede med. Det foregik hjemme i Bund
gårds villa på Svanemøllevej, oppe i det store tagatelier, der end
nu bar præg af faderen, billedhuggeren Anders Bundgård, ham
med Gefionspringvandet.
I de samme år skrev Bundgård sin disputats om Propylæerne,
det vidunderlige indgangskompleks til Akropolis i Athen. Af og
til fortalte han om dette arbejde. Til græskundervisningen hørte
også »oldtidskundskab«, som han underviste i ud fra sin egen
Kunsthistorie, stadig værd at læse. Han blev lektor ved universi
tetet i Epigrafi, og da jeg selv senere blev universitetslærer, havde
jeg den glæde at være sammen med ham ved den aftenkomsam
men for universitetets lærere, som fandt sted ved årsfesten. Han
havde den samme åndelige spændstighed og åbenhed, som jeg
kendte fra gymnasieårene.
Bundgårds gode ven, lektor Troensegård, kunne ikke sættes i
bås som ung eller gammel, han var noget helt for sig. Vi havde
ham i fransk og gymnastik, i alt 7 timer om ugen koncentreret på
de tre første dage, da han resten af ugen rejste rundt i landet som
inspektør i fransk. Gymnastik gjorde han ikke meget ud af, men
så meget mere sled han med os i fransk. Det hed sig, at de andre
lærere påstod, at vi intet var værd som elever den første time ef
ter, at vi havde haft fransk. Troensegård hersede med os, især
med udtalen, og han kunne stå meget længe foran den samme
elev og dirigere hans taleorganer for at få en tilfredsstillende
stemt konsonant eller en nasal vokal til at lyde fransk, eller for at
fremtvinge den rette sakkaderede sætningsmelodi. »Jeg slipper
181