Kai Tolstrup
eller kulden ude, svarede han: »Andre regulerer på overtøjet - jeg
regulerer på undertøjet«. Og han var aldrig syg. (I det hele taget
var det karakteristisk, at vores lærere aldrig var sygemeldt - er
det mon en erindringsfejl?). Det kan ikke undre, at hans undervis
ning var traditionel, bygget på gamle Madvigs grammatik, som
vi med stort besvær måtte opsøge antikvarisk, hvis vi som jeg var
klassisk sproglig. Læsestoffet var Cæsars »Gallerkrig«, Ciceros ta
le mod Verres og Titus Livius' Roms historie. I 3. G dristigt udvi
det til digterne, først og fremmest Horats' satirer og oder, men
derudover, dog i forsigtigt udvalg, elskovs- og idyldigte af Ovid ,
Catul, Tibul og Properts. Den elskelige frater krævede meget,
men han hævede aldrig stemmen, endsige skældte ud. Hvis en
elev ikke forstod, at Catos mening om, at Karthago burde øde
lægges, skulle i akkusativ med infinitiv, eller ikke havde rede på
Madvigs § 208 om verber, der
altid
styrer dativ, så frater blot be
drøvet på vedkommende og rystede stille på hovedet. Og det vir
kede stærkere end en udskældning eller sarkastisk irettesættelse.
Det hed sig, at frater ikke vidste, hvordan man talte i telefon, og
at han kun læste ved petroleumslampe hjemme. Alskens moder
ne teknik var ham fremmed. Man kan finde det tragikomisk, at
han døde efter tilskadekomst ved en S-togsulykke, hvor altså den
for ham uforståelige mekanik svigtede.
For os »klassikere«, der havde 7 timers latin og 8 timers græsk
om ugen, var der god balance mellem de to hovedlæreres pæda
gogiske metoder. Fratz var helt af den gamle skole - hvad latin
vel også frister til - mens vores græsklærer, I.A. Bundgård, var
helt moderne, ikke bare for den tid i 30'erne, men sikkert også vil
le opleves sådan i dag. Hans princip var, at han ikke ville gro fast
i sin undervisning og derfor skiftede pensum fra klasse til klasse
og fra år til år. Selvom vi måtte have den obligate begynderun
dervisning i Xenofons Anabasis, gjorde han de følgende års un
dervisning varieret og levende. Homer læste vi ved at stoffet blev
fordelt mellem de 6 elever i klassen, der hver læste en side og tog
notater med kopier, som blev givet til de andre, så vi nåede det
seksdobbelte stof af både Iliaden og Odysseen. Bundgård havde
megen sans for rytmikken, og ved højtlæsning skulle vi hoppe let
op og ned på stolene, »for hexametre sidder i balderne«. Oversæt
telsen skulle være lyrisk og kort, »som versene i en Skærsommer
180