191 / 233
Kommunehospitalets Reseroelægegang
der boede på gangen, deres venner til det, man i vore dage ville
have kaldt et festligt sammenskudsgilde med tag-selv-bord.
Men der var mere »stil« over det dengang. Så indbydelsen lød
på »souper«, og herrerne var i smoking og damerne i smoking
kjoler. Smokingkjolerne var elegante selskabskjoler, men mens
kjolerne til de selskaber, hvor herrerne optrådte i »kjole og
hvidt«, kunne være både dekolleterede og med korte ærmer, ja,
endda uden ærmer, var dette utænkeligt, når indbydelsen lød
på »smoking«, så var der ærmer i kjolerne! Der har nok også
været brug for lidt luksus indimellem, for lejlighederne var be
stemt ikke luksuøse; der var jo hverken rindende vand eller WC
i vores lejligheder, og kun ét fælles WC til os alle. (En potte var
derfor et meget nødvendigt »møbel« både om dagen og om nat
ten).
Dr. Christoffersen plejede at benytte dette vores eneste WC
hver morgen på et ganske bestemt klokkeslæt. En morgen gik
han hvileløs frem og tilbage uden for WC'et, hvor låsen blev ved
med at stå på »optaget«, og gennem revnen under døren kunne
han se et par sko. Det varede længe, inden det gik op for ham, at
det var hans egne sko, som dr. Seedorff, der var en stor drille
pind, havde anbragt dér. Det havde været let for Seedorff at få
fat i Christoffersens sko, for på Reservelægegangen levede vi
næsten som i Frode Fredegods dage. Selv om den både om da
gen og om natten blev befærdet af portører, der kørte med mad
vogne og sengevogne (med patienter og undertiden også med
døde), og var gennemgang mellem mands- og kvindeside, brug
te vi aldrig at låse dørene, og vi satte trygt vores sko ud til puds
ning; og om morgenen hentede vores forskellige husassistenter
så skoene til pudsning i skyllerummet. (Egentlig hed det vist
dengang ikke endnu »husassistent«, og »tjenestepige« var gået af
mode; jeg tror nok, de bare hed »piger«, og de boede i en anden
fløj af hospitalet, samme sted som de »gangpiger«, der var ansat
på hospitalet).
Både Seedorffs og vi havde også barnepige. Et af Seedorffs to
små værelser var børneværelse. Her lå Jan og Birthe i køjeseng,
og deres barnepige sov i samme værelse på en divan. Vi fik bar
nepige i 1923, da min yngste bror blev født. Min ældste bror
var på det tidspunkt H
/2
år, og Mor foreslog derfor, at vi skulle
189