190 / 233
Ruth Plum
Kommunehospitalet på den tid var berygtet for; der blev gjort
mange - men forgæves - forsøg på at udrydde dem. Jeg behøver
vel ikke nævne, at køleskab og fryseskab dengang var ukendte
begreber. Mine forældre anskaffede et lille isskab til opbevaring
af mælk til mine små brødre. Isen til dette skab, der fik plads i vo
res meget lille spisestue, blev bragt af hospitalets portører. Opva
sken efter vores måltider ordnede vores unge pige i det fælles
køkken.
Fordi vi først spiste den varme mad klokken seks om aftenen,
fik vi i de år, vi boede på Reservelægegangen, aldrig friskkogte
kartofler; så når vi blev inviteret ud til middag hos venner og be
kendte, der ikke boede på Kommunehospitalet, håbede vi altid
på at få friskkogte kartofler. Maden var vist i det store og hele
god, men det var jo efterkrigstid, og i hvert fald var den margari
ne, der blev brugt til smørsovs, sådan, så vi mente, det måtte dre
je sig om spildolie fra maskinværkstedet! Den brune sovs, vi fik
til de forskellige kødretter, smagte heller ikke for godt. I funktio
nærkøkkenet fandtes der en stor gryde, hvor alle ben blev kogt af
til bensovs. I en skuffe i køkkenet på Reservelægegangen lå mad
planen for 14 dage ad gangen, så vi vidste, hvad der ventede os.
Søndagsmaden var altid meget dejlig; navnlig desserterne var
lækre: nougatfromage, ananasfromage o.lign.
Vi, der boede på Reservelægegangen, fik maden fra funktionær
køkkenet, mens patienterne fik deres fra patientkøkkenet. I og for
sig var maden vist lige god, men det var praktisk med 2 forskelli
ge køkkener, så der ikke serveredes samme retter samme dag for
både patienter og funktionærer, for så fik da ikke alle på hospita
let diaré samme dag. Det skete nemlig mindst én gang hver som
mer, at der kom et voldsomt udbrud af diaré enten blandt funk
tionærer eller patienter. Det hang gerne sammen med servering af
frikassé med persille.
Reservelægerne og deres familier havde det altid hyggeligt
sammen, men jeg husker specielt en gang, hvor reservelægernes
koner arrangerede noget meget festligt. Med hjælp af de altid så
hjælpsomme portører fik de hængt nogle af deres gulvtæpper
op på snore, så de fik skilt den del af gangen, der lå uden for
Seedorffs og vores stuer, fra resten af gangen. Her blev der så
sat borde op - også af portørerne - og så indbød de fire familier,
188