19 / 188
12
Imidlertid har disse slægter nu haft hjemme i Dan
mark i omtrent 300 år, og vi er også danske i kærlighed
til dette vort dyrebare fædreland både nord og syd
for Kongeåen.
Ja, hvor man kommer til at elske dette land, hvis
natur gav barnet de første indtryk! Barnets liv er jo
på mange måder et samliv med naturen. De varme
solskinsdage står for barnet som et paradis. Og i den
stille, klare frostdags rene luft ånder drengen så let,
medens han glider hen ad den spejlklare is på de over
svømmede enge. Har man tillige, som jeg, vandret på
lyngheden i den dybe, højtidelige stilhed, som kun af
brydes af lærkens slag under den blå himmel eller af
en forbiløbende agerhøne eller hare, så vil senere i
livet selv en lille lyngblomst kalde lykkelige barn
domsminder til live. Og når jeg stod ved den vand
rige Storå, fyldtes min sjæl med underlige anelser:
Hvorfra udspringer denne vandmasse, og hvor flyder
den hen? Med undren saa jeg over til Idoms lyngbak
ker og tænkte, når solen gik ned bag den: Hvor mon
den nu går hen? Min fader, som holdt af jagt, kom
engang hjem med en vild svane, som havde slået en
drengs arm over, og jeg undredes over, hvor så mægtig
en fugl kom fra. En dag slår en stor ørn ned ved min
side, alle ænderne fløj op af skræk — hvor mon dens
bo var? Storken havde rede paa vort lave tag, hvad
mon der var i dens rede? En dag stjal den det garn
fra blegen, som moder med møje havde spundet —
hvad brugte den det til? Så krøb jeg op ad stråtaget,
op til reden — men der stod den store fugl og skræm
mede mig med sin hvæsen. En vinter dækkede sne
masser hele huset, så at vi ikke så dagens lys en hel
uge. Da kunde jeg gå over taget. En flok agerhøns
gik ind ad et hul i muren og boede i gæstekammeret