EnGammelPræstsLivserindringer

den vinter. Ja, de første barndomsår glider så hurtigt,

medens de dog forekommer barnet lange nok. Det kom

mer vel af, at det ikke kender til at kede sig. Det har

let ved at finde underholdning i den fri natur. Lyng

egnen er fuld af fortrinligt legetøj, de små, flade stene.

Med dem lærte jeg tidligt slyngekastning. Hvor jeg

forstod den unge David, da jeg hørte om ham! Min

fader lærte mig også at skyde med flitsbue; og at

springe over grøfter med en springstok var min lyst,

såvel som at klatre på tage og i træer. Senere blev del

min lyst at kaste med kastespyd, og jeg nåede en vis

øvelse heri. Men en dag, da jeg var krøbet op i en

tørvestak, hares det mig for, at jeg var præst og stod

på en prædikestol. Underligt skulde barnets fantasi

billede blive til virkelighed. —

En rejse var dengang en stor begivenhed. Mine for

ældre tog mig med på en rejse til Daler, hvor min

faster var gift med pastor

Gram.

Så kørte man i en

»holstensk vogn« en hel dag i lyngheder. Jeg mindes

den store Ribe domkirke, som var under reparation,

og kongeåen, hvor vognen færgedes over. De kalkunske

høns i Schackenborgs store have ængstede mig en

del.

Livet i hjemmet var ellers ret stille. Kun kom vi en

del sammen med min faders svoger, ritmester

Jermiin

på Ausumgård. Han var en ejendommelig mand, men

med et godt hjerte, så at vi holdt af ham trods hans

ofte sære indfald. På den hyggelige lille herregård

sattes min fantasi i bevægelse både ved voklgravene

og især ved riddersalen, skønt den stod tom. Men det

ord »ridder« øver en underlig virkning på drengens

fantasi: Rustningen, hjelmemærket, lansen, alt beun

drer man og ser i ånden en Karl af Rise og en Helmer

Blå udfore vidunderlige bedrifter.