EnGammelPræstsLivserindringer

Min farmor havde som enke med en ringe pension

ikke råd til at hjælpe sønnen frem. Hans slægtning,

etatsråd, professor

Jakob Wolf,

satte ham da i Viborg

latinskole. Som kandidat blev han huslærer hos mo

ders slægtning, godsejer

Lange

fra Ørbæklunde, nær

ved Gislev. Han blev så kapellan hos Colding. På hans

ansøgning om embede skrev amtsprovst

Wedel

i 1837:

»Han har erhvervet sig ikke alene sine foresattes ag

telse og kærlighed, men han har også gjort sig for

tjent hertil af disse menigheder, hvis tillid og hengiven

hed hans flid, virksomhed og rene kristelige vandel

have forskaffet ham.« Han blev da kaldet til sogne

præst i Naur og Sir. Hans musikalske natur og gode

sangstemme bragte ham meget sammen med musi

kere. Efter sin moder havde han arvet en underlig

godmodig, barnlig natur, som gjorde ham ret uprak

tisk. Således købte han i en dyrtid som formand i

sognerådet en ladning rug for at udsælge det til sogne

folkene så billigt som muligt. Men han kom til at stå

ene med denne affære; andre forviklinger, som jeg ikke

ret kender, stødte til, og han måtte gå fallit med en

meget stor gæld og i 1846 tage sin afsked med en gan

ske lille pension, hvorfor han i en lang årrække fær

dedes omkring som huslærer. Medens han måtte rejse

til hovedstaden for at ordne sine sager, var vi to børn

ene med vor gamle, trofaste pige; men vi led ingen

mangel. Så en dag ser jeg til min store forundring en

herskabsvogn komme kørende. Det var min morbro

der, provst

H. E. Colding,

der nylig var blevet præst

ved Vor frue kirke i Odense. Efter min faders anmod

ning tog han sig af os, skønt det var med et tungt

sind, den ejegode mand således på en måde gav slip

på sine børn. Ritmester

Jermiin

havde tilbudt ham at

adoptere mig, men han afslog dette tilbud. Min søster