EnGammelPræstsLivserindringer

o. s. v., at denne ganske tabte modet og priste sin lykke,

da han kunde smutte ud ad døren igen. Kun en gang

hver dag gik han ud, op i klubben for at læse »Ber-

lingske«; efter en ganske kort spadseretur kom han

hjem til kl. 5 og fortalte os andre om lord Palmerston

og »bondevennerne«, ting, som optog hans sind, men

som vi absolut ikke forstod os på. Sine prædikener,

som han tidligere skrev nøjagtigt, udarbejdede han i de

senere år i hovedet, hvilket vistnok skadede hans fore

drag.

Der var 3 sønner og 1 datter; den sidste,

Kristine,

døde som ung af brystsyge, som hun mentes at have

fået ved, at et vindue havde stået åbent om natten.

Man kendte dengang ikke til sanatorier, men gav

hende islandsk mos, som vel kun hjalp lidt. Man havde

vel daguerreotypier, men intet af hende, hvorfor vor

tegnelærer sad i flere dage beskæftiget med at tegne

den dødes profil.

drenge skøttede mest os selv.

Ulrik

var et godt

hoved og burde have studeret, men onkel mente ikke,

at det kunde lade sig gøre. Så gik han handelsvejen

og tegnede til at blive meget dygtig, men døde tidligt

i Newcastle. Den ældste søn

Henrik

blev landmand,

den tredie,

Peter Severin,

Landinspektør. Familien le

vede

et ret stille liv; kun en gang om året blev der

bedt gæster; herrerne spillede da l’hombre, damerne

whist. Der blev så sat to tællelys frem på to træstati

ver. Punch hørte altid til. Juletræ kendte vi ikke, men

i julen spiste man æbleskiver og spillede halvtolv om

pebernødder. Helligtrekongers aften tændte vi det tre-

armede lys med lidt krudt, som futtede af, når de tre

grene var brændt ned. Den aften skulde alle have

prossekage og punch. Skolerne begyndte aldrig før

dagen efter Helligtrekonger. Fastelavn vankede der