EnGammelPræstsLivserindringer

tør gik han i frikvartererne sin vante gang fra den

ene ende af legepladsen til den anden med den ene

hånd på ryggen. Netop fordi han var så streng, morede

det drengene særligt, når de kunde narre ham, f. ex.

ved at hive den store svamp i hovedet på ham og så,

når han kom farende op i vrede, da at undskylde sig

med, at det var sket af vanvare, da man vilde kaste

den efter en anden dreng, som var oppe i frikvarteret;

det var nemlig øverste klasses forret at blive oppe

eller gå ud efter behag, en frihed, som jeg i høj grad

påskønnede. Professor, etatsråd

Henrichsen

var af jø

disk slægt, en lille, sorthåret mand, af naturen livlig

og ilter, men en klassisk dannet personlighed, hvis

vrede vi vel frygtede, men for hvem vi dog nærede

mere ærefrygt end frygt. Han var en ven af

Madvig

og ansås for at stå ham nær som en fin og dygtig

latiner. Hans begejstring for klassikerne kunde smitte

hans elever, og hele hans undervisning, selv i latinsk

stil, var åndfuld og dygtig. Jeg er denne dygtige og

ædle skolemand uhyre taknemmelig, fordi han, da

onkel efter min konfirmation tænkte på at tage mig

ud af skolen, sagde: »Det er synd for den dreng.«

Men også til mine andre lærere står jeg i taknem

melighedsgæld, hvorfor jeg føler trang til at nævne

nogle af dem. I dansk og religion havde vi

Faber.

Han

var et godt hoved og en begavet taler. At han kedede

os i religion, var mere tidens skyld end hans. Gads

store lærebog var ikke for drenge. Derimod har han

som lærer i dansk åbnet mine øjne for sprogets rig

dom og literaturens skatte. Jeg tilbragte mangen sil

dig aftentime med at gennemlæse vore klassikeres

værker.

Min plejemoder var datter af

Peter Severin Rohde,

forfatteren af flere kendte drikkeviser og fædrelands