![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0036.jpg)
29
indkøb til hele året, f. ex. af jydepotter, som jo den
gang var eneherskende i køkkenet, og limer, d. v. s.
lyngkoste. Da vankede der markedsgaver til store og
små — at få skænket 1 mk. til dette øjemed var en
ubeskrivelig glæde. I oktober fik vi nøddeferie, og for
synede med nøddeposer tog vi et rigt bytte med hjem
fra de nødderige skove. At have tiden til sin rådighed
i en ferie var mig en stor vederkvægelse. Således sam
lede og afskrev jeg i juleferien 1852 100 af de mest
yndede af datidens sange og indbandt dem i en bog,
som jeg endnu ejer.
Der var en institution, som Odense med rette var
stolt af, nemlig teatret. Det var vist dengang vort bed
ste provinsteater. Under Direktør
Lange
blev der kun
opført gode skuespil, og man traf her kun godt sel
skab. Nogle af vor hovedscenes bedste kræfter er ud
gåede herfra, som
Ryge, Mantzius
(1847—48) og
Langes datter
Agnes Nyrop.
På Musikens område kan
jeg nævne, at jeg her hørte
Ole Buli,
som ret lod os
mærke musikens tryllemagt.
De kirkelige forhold var stille og i gammel stil. Sko
len lod en klasse ad gangen gå i kirke i St. Knud, men
det så oftest ud, som om vi var ene der, og vi længtes
efter det øjeblik, da den lærer, der fulgte med, rejste
sig for at gå. Lægmandsbevægelsen kendtes ikke
endnu. Da en lægmand engang holdt et møde i råd
hussalen, gik onkel derop og kom yderst forundret til
bage. »De kan tænke Dem,« sagde han til kateketen,
»han talte en time over et stykke i lærebogen med en
sådan orden og sammenhæng i sit foredrag, at De og
jeg ikke havde behøvet at skamme os derved.« Det var
en begivenhed, som trak stort kirkebesøg, når en sjæl
den gang en adjunkt prædikede, således
Faber,
der
var en fortrinlig prædikant.