39 / 188
så godt hos os. Men i slag kom han ikke; han fik tyfus
og døde på lazarettet.
Et øjeblik var det, som om begejstringens sangfugl
havde fået en knækket vinge, da budskabet kom om
Adam Oehlenschlågers
død i vinteren 1850. Men han
havde givet norden en skat i arv, der kunde blive en
foryngelseskilde for den kommende slægt, og
Grundt
vig
sang:
Dog stille, skjalden er ej død, han sover,
som vintermarken til en dejlig vår!
Som nordens ånd i tidens vintervover,
hvoraf påny han sejerrig opstår.
Med Oehlensclåger begyndte det sangerkor, hvis
mage ej havde været hørt i norden, og da nu Grundt
vigs dybe toner bruste frem, var det, som om vi hørte
den nordiske kæmpeånds skridt. Skulde et folk, dei
har fostret en sådan slægt, ikke due, skulde det ikke
være levedygtigt?
Men jeg glemmer ikke, at »eet er fornødent«: Folke-
åndens genfødelse ved Guds Ånd. Uden den vil fuglens
vinger blive matte.
Der havde på forskellige steder begyndt at blusse en
hellig ild op. Troende lægmænd stod frem og for
kyndte korsets evangelium. Selv en politiker som
I.
A. Hansen
havde begyndt på den vej. Men Guds Ånd
har mange veje. Han klarede
Mynsters
tanke og gav
ham magt til at kalde den dannede verden til en
grundigere forståelse af kristendommen end rationalis
men havde formået at hjælpe mennesker til. Hans
»Betragtninger over de kristelige troslærdomme« er en
bog, som ikke alene i 1846 var blevet de dannedes
solide føde, så at vi allerede i skolen lærte at skønne
på den, men den fortjener endnu en hædersplads i vor