EnGammelPræstsLivserindringer

den musikalske mand kunde skuffende efterligne nat

tergalen. At høre Paulli gå op og ned ad gulvet og

improvisere på violin var en sjælden nydelse. Når en

kusine, som var musikalsk, kom og spillede klaver,

, var han ikke at formå til at deltage deri, thi, sagde

i an »damerne har meget mere elastiske fingre end

vi mænd.«

Så løb da skoleårene til ende. Det var allerede en

befrielse at få fri en måned for at læse selvstændigt

til examen. Men man glemmer megen møje den dag,

da man kan sætte studenterhuen på sit hoved. Rektor

tog afsked med dimittenderne med en alvorlig tale over

Mose afskedsord: »Se, jeg har forelagt eder velsignel

sen og forbandelsen, livet og døden, vælger livet.« Det

var ord, som ikke glemtes. Ved dimmissionsgildet i

solennitetssalen valgte kammeraterne mig til at ud

bringe skålen for lærerne, et hverv, som jeg af und

seelse kun skilte mig dårligt fra. Efter bordet interes

serede det jo at samtale med lærerne i egenskab af

ens medmennesker. Den næste morgen vågnede man

beruset af glæde over sin frihed til nu at studere con

amore, og jeg begyndte strax på Esaias. Men iøvrigt

glædede jeg mig til at drage ad universitetet til som

mine længslers mål. Dog var det med vemod, jeg tog

afsked med det kære Odense. Meget var der fejlet,

meget forsømt, men Guds hånd havde bevaret mig fra

mange farer og ført min livsbåd uskadt i barndom og

ungdom. Håbet om nyt og glædeligt arbejde lyste nu

for mig.