48 / 188
41
altfor kåd spøg med den gamle mand, så at han f. ex.
kunde udbryde: »Det er dog mærkeligt, at hr. N. N.
ikke er her, da han dog har skrevet sit navn på listen!«
Hans selvstændige og gennemtænkte filosofiske system,
en slags teisme, var vi for unge til ret at vurdere. Mere
interesserede os hans: »Efterladte breve af Gabrielis«,
igennem hvilke der går en troens og håbets stemning,
som sejrer i livets strid. Få har som han kæmpet i
tanken for at aftvinge modersmålet det mest muligt
adækvate udtryk. Der er noget sprogdannende hos
ham, men han er ofte tung at følge. »Du selv er mer
end alle dine bøger«.
Af en helt anden støbning var den yngre professor i
propædeutik,
Rasmus Nielsen.
Han lignede et flyvende
korps. Ved sin sjældne veltalenhed, hvorved han vel
har nået både Orla Lehmann og Vilh. Birkedal, elek
triserede han sine tilhørere. Der lyste ud af hans øjne,
og der klang igennem hans ildfulde tale en begejstring,
som rev os unge med sig. Han benyttede bl. a. i sine
forelæsninger matematiken, og da han kunde skrive
tavlen fuld af integraler og differentialer, kunde vi, der
ikke havde lært dette i skolen, ikke følge ham. Han
vakte til en tid en sand storm imod sig. Den matemati
ske professor
Adolph Steen
angreb ham med svært
skyts. Der blev holdt stormende møder i studenterfor
eningen, og ved et møde, der trak ud til kl.
1%
om
natten blev det vedtaget med overvældende flertal at
protestere imod hans fremgangsmåde. Vi var dog en
kres, som syntes, at dette var at gå for vidt, og vel et
hundrede studenter holdt derefter møde om sagen på
Borchs kollegium. Man enedes om en tillidsadresse og
en opfordring til at holde forelæsning over kirkehisto
riens filosofi. Dette opmuntrede ham sikkert. Han holdt
en række forsvarstaler i universitetets solennitetssal,