EnGammelPræstsLivserindringer

H. N. Clausen

var den klassisk rolige, besindige na

tur. Der var noget grundmuret ved hans lærdom. Men

at han på den tid var så populær, at vi bragte ham

et fakkeltog, skyldtes dog lige så meget hans anseelse

som talsmand for den skandinaviske tanke og for en

besindig frisindet dansk politik. Hans strid med det

grundtvigske var endnu stående. Men hvad man end

vil sige om hans religiøse stade, så må man indrømme,

at han arbejdede med ærlig vilje og klare tanker og

ord, og hans sidste værk »Evangelisk kirkeliv«, 1878,

som endnu er læseværdigt, vidner om, at hans rede

lige søgen har båret rig frugt for hans indre menneske.

Det er gribende at læse hans selvbekendelse i fortalen

til bogen: »Kristustroen, således som den er underbyg

ning og hjørnesten for dette arbejde, er for mig blevet

ført igennem livets ildprøve«

»da klyngede min

hele sjæl sig ved evangeliets trøst, således som den er

given af Herren selv.«

Christen Hermansen

havde i Gamle Testamente

brudt ny baner ved den samme forening af grundigt

sprogstudium og ægte teologisk sans, som i Tyskland

prægede Hengstenberg. Han var en husmandssøn fra

jylland, og han beholdt altid sin jyske udtale, så han

f. ex. engang måtte oversætte et »får« på latin, for at

tilhørerne kunde forstå ham. Da han som rus mødte

i studiegården, morede man sig over bondesønnen med

det store røde halstørklæde; men året efter havde alle

fået respekt for ham. En sjælden forening af hukom

melse og klarhed var hans nådegave. Han var inde i

en mængde sprog, og han syntes at kunne magte alle

de teologiske fag med lige lethed. Hans forelæsninger

var klare og grundige, men noget for vidtløftige. Inter

essantest var hans gammeltestamentlige teologi, og

hans skriveøvelser anerkendtes som de mest lærerige.