53 / 188
46
at Bornemann efter den skriftlige examen sagde, at
min afhandling var den eneste, der duede.
Kirkehistorikeren
J. F. Hagen
var en ung, begavet
og; veltalende mand, også kendt som visedigter. Des
værre døde denne fortræffelige docent tidligt. Så fik
vi
Fr. Hammerich.
Da han ansås for grundtvigsk, var
dette valg måske tegn på, at man nu slog ind på større
frisind end før, da hverken
A. G. Rudelbach
eller
Lud
vig Helveg
var fundet antagelige. Den første er dog i
Tyskland nævnt som »Evropas lærdeste teolog ved
siden af
F. Baur«.
Hammerich var en ædel kristelig personlighed,
yderst elskværdig over for os. Men hvor meget han end
satte ind på at yde et grundigt arbejde, havde han dog
sine mangler som professor. Han skildrede fyldigere
end Tyskerne Nordens og Englands kirkehistorie. Men
hans poetiske natur kunde friste ham til lyrik; hans
oversættelser af angelsaksiske og gotiske digte er da
også højst læseværdige. Han var vist den første, der
prøvede på at indbyde studenterne til private samtale
møder, og han lod os holde disputere-øvelser på uni
versitetet. Det var altsammen vel ment og rigtigt efter
ideen, men så savnede han evne til at lede samtalerne
ind i så klare spor, at man fik udbytte nok deraf.
Jeg deltog gerne i disse øvelser, ligesom også
Valde
mar Sthyr,
den godt begavede
Damborg, Leunbach,
Ludvig Schrøder
o. fl. Hammerichs bløde danske natur
gjorde, at han havde svært ved at tåle strid, og den
politiske strømning, som rev en stor del af hans yngre
grundtvigske venner med sig, var ham en sorg. I sin store
selvbiografi har han tegnet et godt billede af sig selv.
Som teolog kan man bruge alt. Det var mig således
en tilfredsstillelse at høre
N. M. Petersen,
en venlig
gammel mand med et blødt og velklingende tonefald