54 / 188
47
i stemmen. At høre
Carsten Hauch,
den noget und
selige og kejtede mand, oplæse Oehlenschlågers lyriske
digte var en nydelse.
N. L. Høyen
kunde tale i 1 å 2
timer, uden at man blev træt af at høre ham. Også
historikerne
F. E. A. Schiern
og
I. I. A. Worsaae
glæ
dede det mig at høre et enkelt semester. En tid kom
jeg onsdag aften til engelske samtale-øvelser hos pro
fessor
George Stephens.
Han var en stor original både
i ideer og fremtoning, men en grundig videnskabsmand
og en retsindig og god mand, fuld af begejstring for
den nationale sag. Hans forelæsninger navnlig over
Shakespeare og over oldengelsk var åndfulde og
lærerige.
Engelsk var dengang ikke skolefag. At jeg kom til
at lære sproget, gik således til. Min fætter,
Ulrik Col-
ding i Newcastle,
lå i 1859 syg af brystsyge, og hans
broder vilde rejse derover. Så mødtes vi en dag på
gaden, og han siger: »Tag og rejs med, for jeg kan
ikke engelsk!« Så sejlede vi næste middag med damp
skibet til Huil. En orkanagtig storm sinkede os en dag,
hvorfor vi kom dertil om søndagen. Jeg fik her strax
et indtryk af en søndag i England, hvor man ingen så
arbejde. Næste dag kørte vi over York til Newcastle.
Desværre fandt vi den syge for svag til at rejse, hvorfor
vi indlogerede os i samme familie. Jeg fik således tid
og ro til at lære sproget og folket at kende. Hjemrejsen
gik over Hamburg. Da jeg igen stod i København en
dag i slutningen af april, fandt jeg den danske forårs
kulde afskylig. I England havde vi haft mildt forår.
Man kommer i England ind i en helt anden åndsverden
end den, man kender fra fastlandet, og det vil for
mange være ganske anderledes udviklende at gøre en
rejse hertil end til Tyskland. Jeg medbragte herfra
en bog, hvis titel forekom mig lokkende,
Thomas