EnGammelPræstsLivserindringer

ved sin brede, folkelige veltalenhed. Af andre præster

lærte jeg

L. A.Warburg

at kende som en elskelig mand,

lige som hele sin slægt uegennyttig og godgørende.

Grundtvigs

ry måtte naturligt drage adskillige af os til

Vartov kirke.

H.E.Meyling

og jeg mødtes en tid der hver

søndag. Man følte sig tiltalt både af den kraftige salme

sang og af det sammenhold, der var i menighedskresen.

Grundtvig selv var jo allerede gammel, og hans prædi

kener var ofte korte og ubetydelige; men til andre tider

kunde han komme i affekt, så at man syntes, der var

noget profetisk over ham. I hans hjem samledes på

hans fødselsdag en flok kirkelige venner i haven om

aftenen, og der rådede en glad og frejdig stemning

ved disse sammenkomster. Man var her i en kres af

interesserede kristne og fædrelandsvenner. Det samme

var tilfældet i mindre krese som i handskemager

Lar

sens

gæstfri hjem. Grundtvigs ejendommelige syn på

trosbekendelsen som det »levende ord« var vel et bånd,

der knyttede disse krese sammen; men selv krævede

han ikke, at alle kristne skulde se ens på dette. Da

Kristus selv er det levende ord, og hans ord alle er

liv og sandhed, kunde jeg vel forstå, at kun Han kan

begynde genfødelsens værk i dåben, men ikke, at alt,

hvad Han ellers har talt og vedbliver at tale til os ved

skriftens af den Helligånd levendegjorte ord, skulde

være døde bogstaver alene. I 1861—63 holdt Grundtvig

i sit hjem de kirkehistoriske foredrag, som han udgav

1871 under titlen »Kirkespejl«. Vi var kun en mindre

kres, som hørte dem. Siddende i sin sofa tog han efter

hvert foredrag imod spørgsmål, som han besvarede

sagtmodigt, men med den ham ejendommelige sik

kerhed.

En dag møder jeg en mand på Kongens nytorv, som

spørger mig, hvor jeg går i kirke. »Har De ikke hørt