62 / 188
53
henseender åndsbeslægtet med denne dybsindige tæn
ker. Og dog var han måske størst, når han sænkede sin
stemme og talte jævnt, enfoldigt og stille, som ved en
fattig enkes begravelse, hvor han sagde: »Hvad havde
det
nu
gavnet hende, om hun havde ejet al jordens
guld og sølv!«
På Nørrebro stod
Rudolf Frimodt
siden 1861. Men
ham opdagede jeg ikke i mine studenter-år. Alt har
sin tid. Da jeg i 1862 besøgte Slæbeksgård, fandt jeg
min søster syg af svindsot, og hen ad jul døde hun.
Ved hendes båre talte stedets præst
Brandt
og provst
Rasmussen
skønne og hjertelige ord. Jeg følte det som
noget meget vemodigt nu ingen søskende at have.
I sommeren 1863 nåede jeg vel at blive nr. 1 ved den
skriftlige examen, men fik kun laud i de 3 bifag. Da
jeg imidlertid vilde blive i København for at studere
videre, kunde jeg let holde kundskaberne ved lige til
næste sommer*). Jeg søgte så plads på Borchs kolle
gium og opnåede det samme efterår til min store
glæde.
*) I 1864 toges examen om med laud i hovedkarakter.
Udg.