42 / 188
35
ved, at han ikke blot overhørte konfinnanderne, men
gik op og ned ad gulvet og samtalede med dem. Hvad
der mest lod os ane en ny tids frembrud, var dog Ros
kilde konvents salmebog 1855. Navnlig blev vi glade
ved
Ingemanns
salmer, så ægte danske i sprog og tone.
Den bevægelse, som
Søren Kierkegaard,
der døde samme
år, havde vakt, forstod vi endnu intet af; vi havde vel
mest fået indtrykket af hans kritik af folkekirken, uden
at vi kunde få fat på hans hensigt med denne kritik.
MIN SIDSTE SKOLETID
I 1857 lå onkel af en uhelbredelig sygdom, delvis
apoplektisk, så at han ikke talte, og han døde så den
27de maj samme ,år. Det var en svær tid for mig, da
jeg skulde op til artium en maned efter. Men jeg må
være taknemmelig, fordi jeg beholdt hans faste støtte
så længe, til jeg kunde stå på egne ben.
Det var lykkelige og gode dage for mig i Frue præ
stegård. Men også min moders øvrige slægt havde vist
mig megen godhed, således foruden moster
UlrikkeTrolle
på Marienlund også min ældre moster
Elise Wedege
på
Slæbæksgård. Her tilbragte jeg mange ferier og fik
derved lejlighed til at gennemstrejfe det dejlige Fyens
land, dels ved at køre med fragtmanden midt igen
nem landet, dels ved fodture. Jeg havde her lært at
kende præsten J.
S. Brandt
i Ollerup, som var en me
get interesseret og poetisk natur; men han blev — i
hvert fald i Kirkeby — ikke synderlig forstået. Min
søster fandt et venligt tilholdssted i Stenstrup hos den
elskværdige provst L.
A. F. Rasmussen,
som konfir
merede hende og viste os to søskende megen godhed
Min morbroder, Dr. med. J.
C. Colding,
som var læge
3
*