EnGammelPræstsLivserindringer

til Odense. Han havde en uheldig stemme; men hans

prædikener var grundige, ofte poetiske, og når man

havde vænnet sig til hans stemme, fandt man sig i høj

grad opbygget. Om ham samledes snart en fast af

Grundtvigs ånd præget menighedskres i hospitalskir

ken. Også i skolen mærkede vi noget til en ny tids ånd,

da overlærer

H. H. Lefolii,

den senere rektor i Viborg,

kom til os. Han var påvirket af den grundtvigske ånd

i flere henseender, og vi mærkede, at han gerne vilde

puste nyt Liv i det gamle. Dog forstod vi ham endnu

ikke ret heri. Kun måtte vi agte ham som en meget

dygtig og interesseret lærer, der ganske gik op i sin

gerning. Hans interesse for modersmålet var påskøn

nelsesværdig; men vi kunde ikke ret forlige os med

de danske benævnelser i grammatiken.

I mit hjem og min omgangskres havde jeg ingen

lejlighed til at komme ind i ny krese og åndsretnin

ger. Forberedelsen til konfirmation havde intet nyt

bragt. Medens latinskolens elever ellers gik samlede til

præsten hos stiftsprovsten, fik jeg lov til at gå hos

onkel. Som den eneste latinskoleelev sad jeg øverst,

men undså mig svært ved, at jeg ikke kunde lære Bal

les lærebog, som de andre børn havde anvendt mere

tid på. Onkel underviste grundigt, men vi fik intet ud

over lærebogen. Salmer havde jeg også svært ved; den

eneste, der var lettere at lære, var: »Evige fader, som

kærligt regerer.« På konfirmationsdagen stod vi i en

lang frakke, med stive flipper, som vi kaldte »fader

mordere«, og et vældigt, sort silkehalstørklæde, bun

det foran i en så flot sløjfe som muligt. Vi blev hørt

hver i et stykke af lærebogen, for fra. Konfirmations

gaver kendte vi ikke. Men undtagelsesvis blev der gjort

en stor middag. Under onkels sygdom vikarierede en

præst,

H. F. Brummer,

som forundrede os højligt der