34 / 188
27
ret en interessant beskrivelse af den. Man sagde, at
alle figurerne var udskåret med en pennekniv. Den
er så rigt forgyldt, at en mand bød en større sum for
at få lov til at restavrere den. Ved siden af Frue kirke
ligger et lille hus, som havde været kateketbolig. Så
var der St. Hans med helgenbilledet i muren. Men vor
stolthed var den dejlige St. Knud, hvis spir kunde ses
i en mils afstand. Til den knyttede sig mange minder
og sagn. I en sten ved tårnet viste man en fordybning
som af en fod; sagnet fortalte, at det var foden af en
pige, som, forfulgt af en svensk soldat, løb op i tårnet
og sprang ned derfra. Den prægtige krypt kendte man
ikke; den var i tidens løb opfyldt med jord, da man
begravede de døde inde i kirkerne. Det sagdes, at der
gik en løngang fra kirken under den op til det nonne
kloster, som havde ligget på Nonnebanken, men ingen
kunde gå der igennem, da luften var forpestet. Ned
gangen dertil var imidlertid bevaret. Så var der den
gamle bisperesidens, det nuværende adelige frøken
kloster, med
Karen Brahes
interessante bibliotek. Nav
nene Gråbrødre og Sortebrødre torv minder endnu om
munketiden, og mange gammeldags huse og gader
vakte min interesse fra første færd. De solide gamle
købmandsgårde med skænkestuen med den åbne ka
min fandtes endnu. Man viste også købmand
Bagers
gård på Overgade. Det var ham, om hvis velstand der
fortaltes så underlige ting, som at han under et besøg
af kongen brændte kanel i kaminen i stedet for brænde.
Odense ansås for at være en velhavende by. Kun en
uhyggelig afbrydelse af det rolige borgerliv mindes
jeg, da kornpriserne i 1847 steg indtil 16 Rdl. for rug.
Folk forbitredes, fordi man troede, at kornhandleme
gemte masser af korn; man afbildede
Elias B. Muus
i
»Folkets Nisse« — det var i de tider en hel skandale