35 / 188
28
— som en mand med en mus i munden. Men da det
følgende år bragte rig høst, drev uvejret over.
Af kendte personligheder mindes jeg også
C.
F.
Tiet
gen;
hans fader var snedker og han selv som ungt
menneske kommis i en manufakturforretning.
Det smukke lille slot var i de år beboet af prinsen,
den senere konge
Frederik VII.
Han omgikkes dog
mest ritmester
Wur tzen,
der lignede ham adskilligt. De
spillede meget billard, og det kunde ske, når prinsen
tabte, at han sagde til sin kammertjener: »Hent min
pung!« Da Wurtzen en dag havde tabt, siger han det
samme i kådhed, men strax afbrød prinsen spillet.
Borgerskabet kom sammen dels i den noget finere
klub på Overgade, dels i læseforeningen, hvor der hold
tes fester i den smukke mod åen skrånende have, og
der sagdes, at der kun herskede en god tone i dette
selskab. Derimod forekom den årlige skyttelavsfest mig
ret uhyggelig; thi om aftenen blev skyttekongen fulgt
hjem af en uhyre menneskesværm, foran hvilken der
gik en lang række store læredrenge, væbnede med
kæppe, hvormed de slog til alle, som de mødte, så
at man måtte vogte sig for at møde toget. Byens sko
ler, latinskolen, realskolen og borgerskolen, lå i stadig
krig indbyrdes, så at man måtte være belavet på øge
navne og slagsmål. Engang kom det til et formeligt
slag imellem disse hære udenfor kongens have; man
sloges med kæppe og sten; heldigvis kom forvalteren
fra Aalykkegård ridende og spredte de stridende hære,
så at nogle måtte retirere ned i den bæk, der løb om
kongens have.
Store dage for Odense var markedsdagene, især St.
Knuds. Her samledes handlende fra hele landet og en
talrig mængde mennesker fra hele Fyen. Det store torv
var tæt pakket med teltboder, og her gjorde man sine