117 / 379
113
Saa straalede alt i feagtig Glans,
Saa glemte man Prosavrimlen.
Og Dagens Træthed, dens Byrde og Savn —
Man var som lukket i Himlen.
Og endnu velsigner jeg tit det Hus,
Der boed’ kun tre derinde,*)
Men »det var en Treklang, en stolt Harmoni«,
Hvis Lige man aldrig vil finde.
Den ene var Fruen xax’é^oxhU**)
Blandt de Stjerner, der dengang funkled,
Teatrets straalende Koh-i-noor,
Hvis Glans endnu ingen fordunkled.
Den anden var han, hvis vittige Pen
Ej kendte til »Frygt eller Dadel«,
Hin Smagens Ridder, hin Tænker og Skjald,
Der gav Sproget Finhed og Adel.
Den tredie var hun, som kvindelig bly
Bestandig maatte sig væbne
For at undgaa al den Berømthed, som
Efter Doden blev hendes Skæbne.
I denne Kreds fik Livet et Skær,
Som ellers sparsomt kun findes,
E t Skær af
yndefuld Alvor
— to
Begreber, som sjældent forbindes.
Man mærkede vel, at de leved’ ej blot
For Timen og for M inuttet,
A t det Baand var ej blot af jordisk Natur,
Som saa fast til hinanden dem slutted;
A t den Gerning, som de vied sig til,
Som fik Ordene tit til at flamme,
Havde fælles Udspring, fælles Rod
Og stræbte hen til det samme.
Og dog var der Glæde i al den Gaard,
Og ingensteds fandt jeg Tonen
Mer livlig beaandet, mer glad end her,
Hvor Aandrighed byggede Tronen.
*) GeorgBuntzen havde, daH olst kom der, faaet sit egetHjem .
**) E t græsk Ord, der kan oversættes: »Fruen l’or alle Fruer«.
Knud Bokkenheuser: Det gamle Kobonhavn. I.
8