118 / 379
114
Snart var det Heibergs tørre Kom ik,
Snart en drillende Skæmt af »Fruen«,
E t Indfald, en kaadmundet Spøg af en Ven,
Der fremkaldte Latter i Stuen.
De var begge nylig kommet fra Ems
(Det »nylig« er tred’ve Aar siden,
Men Indtrykket af hine Aftener, n e j!
Det er ikke falmet med Tiden).
A t »Fruen« var henrykt over sin Tur,
Kunde paa alt man spore.
Med eet hun sagde: »Jeg havde nær glemt
Noget, der vist vil Dem more.
Vil De tænke, Ileiberg var formelig vred,
Naar Herrer i Kursalen saa mig,
Københavnske Herrer, og de saa kom hen
For artig at hilse paa mig.«
— Han tog sig en Pris. »Naa!« sagde han i
Sin allergemytligste Tone,
»Man kommer da ej i en Kursal for
A t se Folk gore K ur til sin Kone.«
»Javist! Men en Dag blev han græsselig flov:
I hans Ansigt Vreden sig malte,
Thi just som han kom i Doren, han saa
A t der stod foran mig og talte
En smuk, elegant beleven ung Mand,
Som med milde, beskedne Blikke
Vendte sig til ham og hilste ham først, —
Men Heiberg hilste ham ikke.
»Jeg priser min Lykke,« sagde han let,
»Der har saaledes det føjet,
A t jeg her kan takke Dem begge to.«
Og atter han artig sig bøjed.
»Jeg er Prins Christian*).« Naa, De kan tro,
A t saa kunde Heiberg bukke,
Smile som en nyslaaet Toskilling og
Tale sodt som en Sirupskrukke.« —
*) Senere Christian d. IX .