120 / 379
Hos Heiberg sad jeg en Formiddag,
Jeg husker ej mer, hvad jeg vilde
Saa tidlig derude, — jeg mindes kun,
A t hele Huset var stille.
Vi sad og snakked gemytligt. Med eet
En Haand paa Laasen sig lagde,
Og straks efter kom Fru Gyllembourg ind
Med et stort Manuskript og sagde:
»Aa, Ludvig, hvis Du har Tid, saa vil
Jeg nok vise Dig . . .« — »Ja, hvorfor ikke?«
Afbrød han hende med ængstelig Hast
Og Forlegenhed i sine Blikke.
»Men jeg er ikke ene.« — Hun gav et Skrig,
Og betuttet vilde hun flygte.
»Kære Fru Gyllembourg! Det er kun mig —
Mig plejer jo ej De at frygte.«
— - »Aa, er det D em ! Ja, jeg ser jo saa slet . . .
Jeg troede, her var slet ingen,
Og saa blev jeg saa bange for, at jeg kom
Til Ulejlighed . . . j a , det er Tingen —
Men nu gaar jeg igen. Farvel!« Jeg saa
Hun holdt Manuskriptet bag Ryggen,
Jeg sagde: »Saa fik dog et Glimt jeg at se . . .
A f D em ; derfor takker jeg Lykken.«
Mit Blik faldt paa Heiberg. Det var mig klart,
A t Situationen ham gotted,
Især da han længer ej frygted for,
A t hun uforsigtigt sig blotted.
»Du vilde viist mig noget?« sagde han tørt,
Og det kan jeg godt erindre,
A t jeg saa et muntert, satirisk Glimt
I hans mørkbrune Øjne tindre.
Hun rysted’ paa Hovedet. »Aa, det var kun
Husholdnings-Regnskaber, Kære!
Det har ingen H ast! Jeg kan vente med dem,
Saa længe som det skal være!«
»Husholdnings-Regnskaber!« tænkte jeg, da
Jeg gik bort en halv Time efter,
116