119 / 379
115
»Naturligvis! — Der er Forskel paa
En Springfyr« — sa’e han med Latter,
»Og saa paa en Prins — og saadan en Prins!«
Og saa tog en Pris han sig atter.
Saadan var Tonen. A k , endnu tit
Forunderligt Sindet den gækker,
Og mangt et Minde, dæmpet og hlodt,
Fra hine Dage den vækker.
Huset er borte. Kun faa af dem,
Som kom der, er endnu tilbage,
Men de har vist sandet, at til dette Hus
Har de siden ej fundet Mage.
Og underligt er det ej heller, om
Dette Hus de ære og hædre;
Thi hver Gang man var der, følte man, at
Man blev en anden og bedre!
Hvis man af denne lille Skitse vil formode, at det
heibergske Hus var et særlig aabent Hus, tager man
fejl. Heibergs Aandsaristokrati gjorde ham tvært
imod snarere indelukket. Han siger selv, at han ikke
kunde tænke sig Muligheden af at bo i en Lejlighed
uden Entré, da han ikke kunde udholde Tanken om,
at Gud og Hvermand skulde kunne gaa lige ind til
ham.
En maaske lidt ondskabsfuld Anekdote fortæller,
at Heiberg, da han var kommet til at bo paa Sø-
kvæsthuset, altid sagde til Folk: »Se endelig op,
naar De kommer
forbi«,
fordi han vidste, at der paa
den anden Side Søkvæsthuset ikke var saadan al
mindelig Færdsel, at Folk havde Anledning til at
gaa derned.
Inden vi forlader de heibergske Hjem, maa vi
dog give
H. P. Holst
Ordet en Gang endnu. Han har
skrevet et lille Digt, der hedder: »Husholdningsregn
skaber« :
8
*